Når de mindste børn skal begynde i vuggestuen, kommer vi hjem og besøger familien inden opstart, så vi kan mødes i trygge rammer og lære hinanden lidt at kende. Vi har en lille gave med som kan give en god snak om det at starte i vuggestue.
For os er det vigtigt at tage udgangspunkt i hver enkelt barns behov og forudsætninger. Det betyder blandt andet at barnet lægges til at sove efter behov og ikke efter fastlagt rytme.
I vuggestuen er vi delt op i to mindre gruppe, Trolden og Myren, her har barnet sin trygge base i vuggestuen. Barnet bliver støttet i leg og i forskellige aktiviteter, som vi laver med børnene.
Selvom vuggestuen er adskilt fra resten af børnehaven, er vi selvfølgelig sammen med de store børn på legepladsen, og vi får besøg af ældre søskende og deres kammerater.
I vuggestuen får barnet sund og økologisk mad. Vi sætter bæredygtighed højt, så den mad, vi kan genanvende, bliver lavet til andre retter. På den måde bliver børnene introduceret for nye retter og får smagt noget forskelligt.
Derfor arbejder vi også med temaet ”fra jord til bord”. I vores kolonihave er børnene med i hele processen med at så, vande, kultivere og plukke grøntsager. Det tager vi med hjem i vuggestuen, hvor de er med til at tilberede grøntsagerne.