Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældre og fællesskab

Forældre har brug for hinanden. Det er rart at kunne dele erfaringer og oplevelser med andre forældre, som har børn i den samme alder.
Hvad gør vi som forældre, når et barn kommer alvorligt til skade? Louisa fra forældrebestyrelsen foreslog, at vi lavede et lille forældrekursus i førstehjælp. Det viste sig at være en god ide.
Vi fik fat i en dygtig instruktør i førstehjælp og 16 forældre meldte sig. Det blev en både sjov og lærerig eftermiddag.
Har du en ide? Så fortæl os om den. Vi er altid åbne for initiativer som kan bringe forældrene sammen på tværs af børnegrupperne.

I Lærkereden er der god mulighed for at mødes og få nye venskaber.

Hver kvartal inviterer vi til fælles forældre-kaffe, vi mødes til den store sommerfest - og vi spiser sammen i forbindelse med den årlige arbejdsdag på legepladsen.
Men mødet i hverdagen er det vigtigste. Derfor har vi ”voksen-sofaer” i hele børnehaven.
Her sætter forældrene sig ofte ned, når de henter eller afleverer børnene. For at få en lille snak med personalet eller de andre forældre.

Forældre har et stort ansvar

Forældre kan sagtens blive usikre og tvivle på sig selv.
Hvorfor vil mit barn ikke sove i sin egen seng, rydde op, tage tøj på? Eller hvorfor opstår der problemer når hele familier skal spise sammen?
Selv små problemer kan pludselig virke uoverskuelige.
I Lærkereden har vi mange års erfaring med børn - og vi deler dem gerne med jer. Ingen spørgsmål er for store, for små eller forkerte.

Forældresparring

Vi oplever at mange forældre efterspørger et godt råd eller en sparring omkring deres barn set ud fra forældrerollen. En rolle der på mange måder kan være meget udfordrende og nogle gange uforudsigelig. Hvis du/I har brug for det, kan I altid henvende jer til personalet på jeres barns stue og få en snak.
Hvis det drejer sig om akut behov for en forældresamtale, står vi selvfølgelig altid til rådighed, som vi plejer. 

Forældrene har indflydelse

Lærkereden ledes overordnet af en bestyrelse med syv repræsentanter for forældrene, to for de ansatte og med den daglige leder som sekretær. 
Alle forældre kan få en sag på dagsordenen ved at kontakte Lærkeredens formand.