Hvis I som forældre har sunget for jeres børn fra de var helt små, ved I allerede, at børnene er fuldstændig ligeglade med, om I har teknikken i orden. Det er alt muligt andet, der er på færde, når det lille barn insisterer på, at I synger Mariehønen Evigglad for femte gang i træk, eller når det er utænkeligt at lægge sig til at sove uden at have sunget Bjørnen Bjørns godnat-sang.
Det er nærværet, trygheden i det kendte og oplevelserne med succes, når rimene og rytmerne er en genvej til at mestre sproget. Og hundredvis af andre facetter, der tilsammen gør sang til noget, som næsten alle små børn reagerer på med glæde og nysgerrighed.
Projektet Sangglad etablerede frem til 2020 - med støtte fra Nordea-fonden - 100 certificerede Sangglad-daginstitutioner over hele landet. En Sangglad daginstitution er en institution, hvor personalet kan noget særligt med sang, og hvor sang er en integreret del af hverdagen.
Sangglad er udviklet af Sangens Hus i samarbejde med musikpædagoger og pædagoger med mange års erfaring fra arbejde med børn og sang.
Læs mere om projektet Sangglad på hjemmesiden sangglad.dk, hvor du også kan tilmelde dig en nyhedsmail eller hente Sangglad App’en.
I kan også finde flere af sangene på Youtube.